 |
| Bruger Log Ind |
|
|
|
| Så er vi oppe - vi spiller i serie 1 |
 Af Erik Jørgensen
| Vi er tilbage i serie 1 !!!...
Det var en fornøjelse at spille uafgjort 1-1 på udebane mod Rudkøbing denne smukke søndag formiddag.
Det var nemlig lige netop nok til oprykning, så efter sommerferien spiller de grønne i serie 1. Til lykke med det. Spillerne gav Thurø Boldklub af 1920 den bedste gave her i 90-års jubilæumsåret, da Rudkøbing Stadion lagde græs til den fortjente oprykning, som vi allesammen har kæmpet for hele sæsonen. Jeg skriver 'vi allesammen', fordi det er musketérånden, sammenholdet, læs: det trofaste publikum, der sammen med spillerne udgør holdet Thurø Boldklub. Vores slogan er 'én for alle, alle for én', men ikke nødvendigvis som tidligere formand og nyudnævnte æresmedlem Ebbe Arnvig har for vane at sige: at så mange som muligt skal lave så lidt som muligt. Nej, det gælder ikke på banen. Dér skal spillerne kæmpe for hinanden så meget som muligt. Sådan var det også på Rudkøbing Stadion, hvor spillerne på begge hold var 'tændte' fra start til slut, fordi det var en knald-eller-fald-kamp om tre vigtige point. For Rudkøbing var det enten-eller, og desværre blev det eller, og Rudkøbing må ned i serie 3. Der var ellers en gang, de blå spillede i fynsserien... For Thurø var det ene point nok, og det kunne høres på de thurinske tilskuere, der var i overtal. Der var god grund til at juble, da dommeren fløjtede for sidste gang efter et par minutters overtid. Fordi netop i overtiden var Rudkøbing tæt på at afgøre tingene til egen fordel, men målvogter Morten Albertsen ville noget andet og gik i spagat. Og så gik spillerne ellers helt grassat, og champagnen, der havde ligget på køl, blev varmet op, og propperne sprang. De to trænere, Henrik Dyhr og Casper Hansen, fik hver en lufttur, og spillerne blev som drenge igen og sloges med vand og blev helt ustyrlige. Men fortjent, fortjent. Og det var ikke antabussen, de thurinske tilskuere tog hjem til klubhuset på vor skønne grønne ø, hvor der blev festet igennem med pølser, øl og bælleklang. Lørdag 12. juni mødes vi så igen på hjemmebane, når vi skal sætte en tyk streg under oprykningen med sejr over BK Sydlangeland, der ikke har mere end æren at spille for. Jo, det skulle da lige være, at de vil slutte sæsonen af med at tage point fra oprykkerne fra Thurø. Men det behøver de jo ikke nødvendigvis at få lov til. Og det er det sådan set op til de grønne selv at bestemme. Den helstegte grisebasse, der lader livet bare for vores skyld, så vi kan hygge ved afslutningsfesten, skulle vel helst ikke gøre det forgæves. Endnu en gang: Til lykke med oprykningen. Nu skal vi til at spille med linievogtere igen i serie 1 - men ikke som i dagens kamp mod Rudkøbing, hvor RB'ernes holdleder Steffen Svendsen, som den første linievogter, jeg har set, prøvede at holde styr på nerverne med en smøg i kæften.
|  Oprykningen er hjemme, og Christian Nielsen er klar med champagnen.
 Bent, Rosmari og Hanne var sammen med alle de andre - se i baggrunden - med til at fejre oprykningen på Rudkøbing Stadion.
 To tidligere fodboldformænd, Ebbe Arnvig, Thurø, og John Bråby, Rudkøbing, fulgte intenst slagets gang.
 Her er det ved at gå helt galt i overtiden, men Thurøs Morten tager fusen på Rudkøbings Morten.
 Assistenttræner Casper Hansen bliver kastet i luften.
 Cheftræner Henrik Dyhr får samme optur. |
|
| 90-års fødselsdag fejret med old boyslandsholdet i regn og rusk |
 Af Erik Jørgensen
| Vejrguderne var i det lunefulde hjørne med regn, blæst og truende torden og lynild i det fjerne, da de grønne i Thurø Boldklub af 1920 fejrede sin 90-års fødselsdag ved at byde det rød-hvide old boys landshold op til dans på vores smukke stadion fredag 28. maj. Den runde dag skulle fejres med det næstbedste af det bedste, det rigtige landhold skulle samme dag rejse til Sydafrika for at vinde VM. Så det blev en opvisningskamp med hæl og tå mellem de håbefulde fra Thurø og old boys landsholdet, hvor spillerne har vundet lidt af hvert, der er værd at snakke om – såsom danmarksmesterskaber, internationale titler og et spektakulært europamesterskab i 1992. Men vi har jo før vundet over det grønlandske landshold, så hvorfor ikke gøre det til ’same procedure as last year’ ved 90-års fødselsdagen mod de rød-hvide old boys. Tænkte vi. Men resultatet blev en dukkert i den silende regn på 3-0, fordi Torsten Dyre endnu en gang var ”dyr” i angrebet med en afbrænder mod målmand Mogens Krogh i helt fri position foran målet, der trods alt er temmelig nogle meter bredt. Så bredt, at Torsten Dyre skød forbi.Det kunne ellers have været helt sjovt at gentage grønlandssuccesen mod eks-proffer som Brian Laudrup, Flemming Povlsen, Stig Tøfting & Co. Der er mange gamle koryfæer at vælge i mellem, og old boys landsholdet har det som det rigtige landshold: De bruger mange spillere på en sæson. Som DBU anførte i optakten, kunne de ikke garantere stærkeste holdopstilling, men så måtte det komme an på en prøve, på kollektivet, som vel egentlig er meget kendetegnende for danske landshold gennem tiderne, hvor musketérånden har ført os til mange sejre. Jeg skriver ’os’, fordi de grønne her på Thurø selvfølgelig hepper på Danmark, når det gælder. Og det er netop den ånd, der i forårssæsonen har været med til at skabe grundlaget for Thurøs (gen)oprykning til serie 1. Serie 2 er ikke noget for os. Der er jo ikke linievogtere på… Det danske old boys landshold var i øvrigt ganske velforberedt til kampen mod Thurø. Det falmede rød-hvide landshold var i træningslejr på Malaga sidst i januar, hvor de varmede op med en landskamp mod Spanien – med dansk sejr på 3-1. Fredag 7. maj indledte old boys landsholdet sin danmarksturné med en kamp i Dronninglund, hvor den lokale fodboldklub fejrede 75-års jubilæum med et 1-12 nederlag. Efter sommerferien tørner de rød-hvid old boys spillere ud ved 100-års jubilæer i henholdsvis Arden og Lynge-Uggeløse.
|  Brian Laudrup var omsværmet fra start til slut, men han tog sig tid til ungerne. En rigtig sportsmand.
 Tunge regnskyer hang over Thurø Stadion, og det var koldt i maj. Alligevel troppede flere end 1100 tilskuere op for at se old boyslandsholdets koryfæer.
 Så er det tid til at gå på banen i samlet flok og hånd i hånd med stolte drenge og piger fra ungdomsafdelingen. Forrets dommertrien, dommer Mathias Bjørnø flankeret af liniedommerne Steen Tofte Holm og Hans-Henrik Høite Hansen, sjovt nok kaldet 4H.
 To gode venner og tidligere succesfulde landstrænere, Sepp Piontek og Richard Møller Nielsen, mødtes ved pressemødet forud for old boys landskampen, hvor de sad på hver sin trænerbænk.
 Thurøs cheftræner Henrik Dyhr og anfører Allan Arnvig overrakte bold og buket til formand Torben Daugaard.
 Vores præst Thomas Aallmann åbnede konfirmandstuen i præstegården for den efterfølgende middag. Det har old boys landsholdet vist ikke prøvet før, og som tak får han her Stig Tøftings autograf.. |
|
| Billeder fra 90 års fødselsdag |
 | Æresmedlemmer | Thurø Boldklub af 1920 udnyttede sit 90-års jubilæum til at udnævne tre nye æresmedlemmer. Nemlig blæksprutterne: Ebbe Arnvig, Bente Andersen og Erik Jørgensen. Trekløveret har gennem mange år på hver sin positive måde været med til at præge og holde liv i Thurø Boldklub. Ebbe Arnvig var en initiativrig formand fra 1995-2010. Tidligere var han træner, leder og spiller - og han spiller fortsat en vigtig rolle "på holdet", fordi han ikke kan lade være. Hans valgsprog er: Så mange som muligt skal lave så lidt som muligt. Bente Andersen er det, vi kalder lidt af en ildsjæl i Thurø Boldklub. Hun sælger billetter og programmer ved hjemmekampe, tager referat ved bestyrelsesmøder, og hun er i det hele taget her der og allevegne. Det kan både høres, ses og mærkes. Erik Jørgensen har været holdleder for serie 5, Casanova, Brohold og old boys, var i en lang årrække redaktør og udviklede klubbladet Thurineren til et ø-blad, er dommer og skriver kampprogrammer og speaker til 1. holdets hjemmekampe. |  Thurø Boldklub har fået tre nye æresmedlemmer. Det er dem med blomsterne: Fra højre Ebbe Arnvig (med formand Torben Daugaard sådan i parantes) Bente Andersen og Erik Jørgensen | |
| Kontingentet stiger, John smed |
 Jo langsommere, det går for old boyserne, såvel på banen som i 3. halvleg i klubhuset, des dyrere bliver det at spille gammelmandsfodbold på Thurø |
| Køb multibold og støt Thurø Boldklub |
| Sponsoraftale med benzinselskabet OK |
 Thurø Boldklub har indgået en sponsoraftale med benzinselskabet OK Tank billigt og støt samtidig Thurø Boldklub |
| Ud med Tordenskjolds soldater – ind med nogle nye frivillige! |
 For at drive en klub som Thurø Boldklub er der brug for mange frivillige. Klik på ” Læs mere” og se hvordan du kan hjælpe din klub. |
| Thurø Boldklub har indgået et samarbejde med KlubSupport |
 | Thurø Boldklub har indgået et samarbejde med KlubSupport. Det indebærer, at medlemmerne nu kan e-handle hos over 150 anerkendte internetbutikker og derved støtte klubben med procenter af købet – uden der betales ekstra for varerne.
Hver gang du via klubbens side på klubsupport e-handler hos over 150 anerkendte butikker, støtter du helt automatisk klubben, uden du selv betaler ekstra for varerne. »Læs hele beskrivelsen her | | »Støt Thurø Boldklub ved at klikke her |
|
|