Vi er tilbage i serie 1 !!!...
Det var en fornøjelse at spille uafgjort 1-1 på udebane mod Rudkøbing denne smukke søndag formiddag.
Det var nemlig lige netop nok til oprykning, så efter sommerferien spiller de grønne i serie 1. Til lykke med det. Spillerne gav Thurø Boldklub af 1920 den bedste gave her i 90-års jubilæumsåret, da Rudkøbing Stadion lagde græs til den fortjente oprykning, som vi allesammen har kæmpet for hele sæsonen. Jeg skriver 'vi allesammen', fordi det er musketérånden, sammenholdet, læs: det trofaste publikum, der sammen med spillerne udgør holdet Thurø Boldklub. Vores slogan er 'én for alle, alle for én', men ikke nødvendigvis som tidligere formand og nyudnævnte æresmedlem Ebbe Arnvig har for vane at sige: at så mange som muligt skal lave så lidt som muligt. Nej, det gælder ikke på banen. Dér skal spillerne kæmpe for hinanden så meget som muligt. Sådan var det også på Rudkøbing Stadion, hvor spillerne på begge hold var 'tændte' fra start til slut, fordi det var en knald-eller-fald-kamp om tre vigtige point. For Rudkøbing var det enten-eller, og desværre blev det eller, og Rudkøbing må ned i serie 3. Der var ellers en gang, de blå spillede i fynsserien... For Thurø var det ene point nok, og det kunne høres på de thurinske tilskuere, der var i overtal. Der var god grund til at juble, da dommeren fløjtede for sidste gang efter et par minutters overtid. Fordi netop i overtiden var Rudkøbing tæt på at afgøre tingene til egen fordel, men målvogter Morten Albertsen ville noget andet og gik i spagat. Og så gik spillerne ellers helt grassat, og champagnen, der havde ligget på køl, blev varmet op, og propperne sprang. De to trænere, Henrik Dyhr og Casper Hansen, fik hver en lufttur, og spillerne blev som drenge igen og sloges med vand og blev helt ustyrlige. Men fortjent, fortjent. Og det var ikke antabussen, de thurinske tilskuere tog hjem til klubhuset på vor skønne grønne ø, hvor der blev festet igennem med pølser, øl og bælleklang. Lørdag 12. juni mødes vi så igen på hjemmebane, når vi skal sætte en tyk streg under oprykningen med sejr over BK Sydlangeland, der ikke har mere end æren at spille for. Jo, det skulle da lige være, at de vil slutte sæsonen af med at tage point fra oprykkerne fra Thurø. Men det behøver de jo ikke nødvendigvis at få lov til. Og det er det sådan set op til de grønne selv at bestemme. Den helstegte grisebasse, der lader livet bare for vores skyld, så vi kan hygge ved afslutningsfesten, skulle vel helst ikke gøre det forgæves. Endnu en gang: Til lykke med oprykningen. Nu skal vi til at spille med linievogtere igen i serie 1 - men ikke som i dagens kamp mod Rudkøbing, hvor RB'ernes holdleder Steffen Svendsen, som den første linievogter, jeg har set, prøvede at holde styr på nerverne med en smøg i kæften.
|  Oprykningen er hjemme, og Christian Nielsen er klar med champagnen.
 Bent, Rosmari og Hanne var sammen med alle de andre - se i baggrunden - med til at fejre oprykningen på Rudkøbing Stadion.
 To tidligere fodboldformænd, Ebbe Arnvig, Thurø, og John Bråby, Rudkøbing, fulgte intenst slagets gang.
 Her er det ved at gå helt galt i overtiden, men Thurøs Morten tager fusen på Rudkøbings Morten.
 Assistenttræner Casper Hansen bliver kastet i luften.
 Cheftræner Henrik Dyhr får samme optur. |